Gram Slot har testkørt ny supervogn til græs: Se den første gang på NutriFair 2025
MaksiGrass’ nye vogn, Grass-Tech GT Super 6, er en nyhed på NutriFair. Du kan både se og opleve den spritnye maskine hos MaksiGrass, hvor der også vil være mulighed for at tage en snak med både udviklere, sælgere og testbrugere af vognen.
Den nye vogn udmærker sig særligt ved en væsentlig større kapacitet end andre modeller. Ligeledes har Super 6-vognen en ny skårlægger af typen ”Kuhn Alphine Disc”, som kan justeres mere præcist, så stubhøjden bliver højere, og vognen kan køre hurtigere – hvilket kan spare dyrebar tid i produktionen.
På Gram Slot har man testet den nye MaksiGrass-vogn, og efter test og forbedringer, er man meget begejstrede for maskinen. Det fortæller Lauge Klarskov Jakobsen, der er kvægbrugsleder på Gram Slot.
”Vi kan spare omkring 15-20 minutter pr. læs, og vi kører 6-7 læs om dagen – så det bliver hurtigt en markant tidsbesparelse,” forklarer han.
Frisk græs kan øge produktion
MaksiGrass vil på NutriFair desuden udbrede budskabet om de mange fordele, der er ved at bruge frisk græs, når man skal fodre sine kvæg. Det gør de på scene 3, hvor de onsdag den 15. januar fra kl. 14.00 står for flere oplæg, som vil gøre dig klogere på fodermetoden.
Du kan blandt andet høre regionschef fra Arla Foods, Anne Sofie Bunch Kjærgaard, der med oplægget ”Frisk græs som klimavirkemiddel, proteineffektivitet og foderudnyttelse” kommer omkring, hvad der er at vinde på mælkeproduktionen, hvis man øger mængden af frisk græs, man bruger i sin fodring.
Efterfølgende vil kvægbrugsleder på Gram Slot, Lauge Klarskov Jakobsen, fortælle om, hvordan man hos Danmarks største økologiske mælkeproducent nu bruger frisk græs som en større del af fodringsstrategien.