De Kvindelige Bønder inviterer kvinder i landbruget til liveshow med Simone Villumsen på NutriFair
De Kvindelige Bønder deltog sidste år på NutriFair for første gang med en velbesøgt stand og et oplæg, der trak mange tilhørere. Deltagelsen gav foreningen næsten 100 nye medlemmer og øget synlighed og er baggrunden for, at samarbejdet og aktiviteterne på messen udvides i år.
Torsdag den 15. januar bliver NutriFair rammen om et anderledes oplæg og netværksmøde for kvinder i landbruget. På scenen vil foreningen De Kvindelige Bønder og Simone Villumsen fra podcasten Landmandsliv sammen sætte fokus på genkendelige erfaringer fra hverdagen som kvinde i branchen.
Flere kvinder end nogensinde før vælger i dag en fremtid i landbruget. På landbrugsskolernes grunduddannelser er omkring 33 procent af eleverne i dag kvinder, og andelen har været støt stigende år for år. Alligevel er landbruget fortsat et erhverv, hvor kvinder overordnet set er i undertal.
Det er netop denne virkelighed, De Kvindelige Bønder og podcasten Landmandsliv tager afsæt i, når de på NutriFair inviterer til et udvidet oplæg og netværksmøde. Her er der oplæg fra scenen og mulighed for, at kvinder i branchen kan mødes, lytte med og udveksle erfaringer med andre, der også kender til hverdagen på gården.
”Når flere kvinder bliver en del af landbruget, følger der også et behov for fællesskaber, hvor man kan mødes og dele erfaringer med andre, der kender branchen indefra. Det handler om at løfte hinanden op og vise, at man ikke står alene,” siger Marie Rasmussen, formand for De Kvindelige Bønder.
”Hvordan har du det egentlig?”
Som en del af holdet, der skal lede deltagerne gennem dagen, har NutriFair og De Kvindelige Bønder inviteret Simone Villumsen, der er vært på podcasten Landmandsliv og desuden er sexolog, parterapeut og landmand. Ifølge hende er der et stort behov for, at kvinder i landbruget får mulighed for at spejle sig i hinandens oplevelser.
”I landbruget siger man som regel bare, at det går fint, og så bliver det ved det. Men der er brug for, at vi også taler om, hvordan vi egentlig går og har det, og deler erfaringer med hinanden,” siger Simone Villumsen.
Simone Villumsen er sexolog, parterapeut og landmand – og så har hun podcasten landmandsliv, hvor hun har en brevkasse. Denne tager hun nu med til en live udgave på NutriFair. Foto: Johnny Pedersen.På dagen står hun for et indledende oplæg om de temaer, der ligger uden for det daglige arbejde i stalden, men som alligevel fylder i hverdagen som landmand. Derudover vil hun afholde en live brevkasse, hvor deltagerne anonymt kan stille spørgsmål, som de ønsker Simone skal tage op.
Hun peger på, at trivsel ikke kun handler om, hvordan man har det på arbejdet, men også hvordan man har det resten af tiden. Når man har det godt mentalt, smitter det af på arbejdet. Det går sig særligt gældende i landbruget, hvor privatliv og arbejdsliv ofte flyder sammen.
”Når vi trives som mennesker, gør det os også til bedre samarbejdspartnere, både privat og professionelt. At være partner i et landbrug betyder ikke kun at dele arbejdsopgaverne, men også at kunne finde en balance mellem arbejdet og privatlivet,” siger Simone Villumsen.
I forlængelse af oplægget er der lagt op til netværk og erfaringsudveksling. Her er der også tænkt på dem, der kommer alene. Simone Villumsen giver gode råd til, hvordan man kan tage hul på samtaler med dem, man ikke kender på forhånd.
Fremtidens landmænd er også kvinder
Hos NutriFair ser man arrangementet som et naturligt resultat af samarbejdet med De Kvindelige Bønder og som et tilbud, der rammer en tydelig efterspørgsel på messen.
”De Kvindelige Bønder er et stærkt initiativ, som både skaber synlighed og sammenhold for landbrugets kvinder, og derfor giver det rigtig god mening for os at lave et fælles arrangement på NutriFair,” siger Ida Brøgger Hahn, projektleder for NutriFair.
Hun peger samtidig på, at interessen for De Kvindelige Bønders deltagelse på sidste messe var stor, og at det har været med til at forme årets samarbejde.
”Vi oplevede en stor interesse for deres deltagelse i januar, og det er noget af det, vi bygger videre på med arrangementet i år. Vi glæder os både til oplæg og nogle spændende samtaler og håber, at mange vil komme forbi scenen,” siger hun.
Oplæg og netværksmøde med De Kvindelige Bønder og Simone Villumsen kan opleves torsdag d. 15. januar kl. 11.00 på NutriFair.