CR Foderservice er meget mere end mobil hjemmeblanding

CR Foderservice etablerede sig i 2010 med sit første mobile anlæg til blanding af foder og er i dag oppe på syv mobile anlæg. Men virksomheden har med tiden udvidet repertoiret, idet de i dag også sælger kvalitetsingredienser til foder.

Af Anne Wolfenberg, Effektivt Landbrug, anne@effektivtlandbrug.dk

Du ønsker hjemmeblandet foder, men du har måske ikke lyst eller mulighed for at blande foderet selv. I så fald kan CR Foderservice være løsningen.

Det startede med én bil, da CR Foderservice i 2010 etablerede sig med sit første mobile anlæg til »hjemmeblanding« af foder, og siden er det gået slag i slag. I dag har CR Foderservice i alt syv mobile anlæg: To på de østlige øer, to i det nordjyske, mens de resterende tre biler kører på Fyn samt i det midt- og sønderjyske område.

Men CR Foderservice er med tiden blevet til endnu mere end sine mobile anlæg.

- I dag sælger vi også E-vitamin, andre antioxidanter og toksinbindere. For da slet ikke at tale om vores Guldmix-blanding til smågrise, som vi har rigtigt gode erfaringer med, siger Steen Lindegaard Aaen, der er salgschef hos CR Foderservice.

Han er klar til at fortælle om hele paletten af alt det, som firmaet tilbyder, når dørene slås op til Nutrifair den 15. og 16. januar i Messe C i Fredericia.

Succes med Guldmix

Salgschefen hæfter sig blandt andet ved den meget store og vedholdende interesse, som Guldmix-blandingerne er blevet mødt med helt siden de så dagens lys i 2021 - året før udfasningen af zink.

- De allerførste svineproducenter, der afprøvede Guldmix for os i 2021, holder stadig ved, og der kommer hele tiden flere kunder. Alene i december fik vi to nye kunder, så vi nu er oppe på omkring 15 stk., fortæller han.

CR Foderservice tilbyder Guldmix for to vægtklasser af grise. Henholdsvis 3-5 kg og 5-9 kg, hvor der til hver vægtklasser tilbydes to varianter. Begge blandinger til 3-5-kgs-grisene er på 125 gram fordøjeligt råprotein, hvor det er muligt at vælge en standard- eller en særlig UK-blanding uden blodplasma. For grisene i intervallet 5-9 kg er det muligt for at vælge mellem henholdsvis 125 og 140 gram fordøjeligt råprotein.

Kvalitetsråvarer

Guldmix-blandingerne er udviklet i samarbejde Annette Riddersholm og Jan Karlsen fra DK-svinerådgivning, hvor konceptet er brug af gode, traditionelle højkvalitetsprodukter med dokumenteret effekt i form af mælkepulver, HP 300 / AX3, blodplasma, kartoffelmel, fiskemel og to forskellige syrer. Alt sammen med det formål at optimere smågrisenes ernæring og styrke deres immunsystem.

Hele ideen til Guldmix-blandingerne opstod med udsigten til udfasningen af medicinsk zink, der tidligere blev brugt til at forebygge fravænningsdiarré hos smågrise.

- Med udfasningen opstod et behov for alternativer, der kunne hjælpe smågrisene igennem den kritiske overgang fra mælk til fast føde uden at gå på kompromis med deres sundhed og vækst, fortæller Steen Lindegaard Aaen.

Samtidigt øjnede man i CR Foderservice en oplagt mulighed for, at der ville være kunder, som måske var villige til at udskifte færdigfoder til smågrisene, som typisk er meget dyrt, med et mindst lige så godt men prisbilligere alternativ.

- Det er ikke billigere, fordi vi går på kompromis med råvarerne. Tværtimod. Men foderet bliver billigere, fordi der typisk er en meget høj avance på færdigfoder til smågrise. Det er dog ikke nødvendigt at betale så meget for smågrisefoder, hvis der laves melfoder af gode råvarer, fortæller salgschefen, der uddyber:

- Det praktiske set up er meget enkelt. Kunden skal blot have hvede til at putte i blandingerne samt mulighed for at opbevare nogle bigbags med koncentrat

Så blander vi det hele efter recept og tilsætter sojaolie, som vi har med på anlægget. Når blandingen er afsluttet, blæses den i færdigfodersiloen eller i bigbags i de tilfælde, hvor det bruges til håndfodring.