Lyse tider for lyst kød

I fjerkræssektoren er der både vækst og optimisme at spore. Efterspørgslen på det lyse kød stiger både i Danmark og internationalt - men ikke alle er klar over, hvor positiv udviklingen faktisk er. Det vil Brødr. Ewers bruge NutriFair som platform til at udbrede.

Mens andre dele af den animalske produktion i Danmark står over for en mere usikker fremtid, er der anderledes positive takter at finde på fjerkræsmarkedet. Særligt for slagtekyllinger ser udsigterne lovende ud. Det fortæller Hans Jørgensen, markedschef for fjerkræ hos det privatejede grovvareselskab Brødr. Ewers:

”Vi ser et stort potentiale i produktionen af særligt slagtekyllinger, som i disse år får mere opmærksomhed fra både eksisterende landmænd og nye aktører. Det er en produktion, der de senere år har været kendetegnet ved stabil økonomisk fremgang og en voksende efterspørgsel både i Danmark og i udlandet," forklarer han, og fortsætter:

”Kyllingekød møder ganske enkelt ikke de samme udfordringer, som andet animalsk kød gør i forhold til at miste kundens interesse. Det kan have mange årsager – både den lavere pris og den mindre klimabelastning i produktionen er indlysende forklaringer – sandheden er nok, at det er et sammenspil af flere faktorer,”

I en markedsanalyse fra Norstat svarer 45 pct. af danskere, at de forventer at købe mere fjerkræ i de næste 1-3 år.

Gode muligheder for produktion i Danmark

Danmark har særligt gode betingelser for at drive kyllingefarme, især sammenlignet med Tyskland, hvor det kan være vanskeligt at få byggetilladelser og navigere i et tungt bureaukrati. Ifølge Hans Jørgensen skaber det en fordel for danske fjerkræproducenter-. Dog er der stadig én stor udfordring: Finansiering.

”Unge landmænd, der ønsker at starte op med slagtekyllinger, har svært ved at få lån i banken. Det er faktisk sværere for dem end for både svine- og kvægproducenter,” forklarer Hans Jørgensen.

Bankernes modvilje mod at låne til fjerkræproducenter kan undre, især når man ser på den økonomiske stabilitet og vækst i branchen.

”Vi ser ikke nogen tendens til, at det ikke også fremover vil være en god investering at give sig i kast med produktion af slagtekyllinger. Faktisk ser det ud til at blive endnu bedre. Derfor har vi flere samarbejder med unge, dygtige landmænd, som ikke kan rejse den nødvendige kapital ved generationsskifte. Vi kigger ind i at være aktiv part i delejerskab – det tror vi på er en god forretning både for os og landmanden,” siger han.

At Brødr. Ewers vil gå ind i denne løsning, skyldes blandt andet, at virksomheden er privatejet – hvilket giver dem fleksibiliteten og muligheden for at investere direkte i landmændenes projekter.

NutriFair som springbræt til dialog

Brødr. Ewers ser NutriFair som en oplagt platform til at skabe opmærksomhed omkring de muligheder, som fjerkræproduktion byder på – især blandt landmænd, der overvejer at skifte eller udvide deres produktion.

”Vi synes, at det er vigtigt, at vi kommer ud og fortæller landmanden om den her mulighed, som det ikke er dem alle, der lige får overvejet. Derfor har vi også en stand på NutriFair her i januar, hvor vi gerne ser en masse entreprenante sjæle komme forbi til en snak om mulighederne i fjerkræ,” siger Hans Jørgensen.

NutriFair, Danmarks fagmesse for husdyrsproduktion, finder sted den 15. og 16. januar. Her kan besøgende møde Brødr. Ewers og over 200 andre udstillere samt deltage i spændende oplæg om blandt andet kyllingebranchen. Du kan blandt andet høre nærmere om, hvordan den erfarne kyllingeproducent Per Andersen har øget fokus og effektivitet på baggrund af sin ESG-rapport. Sceneindlæggene om fjerkræ på NutriFair er lavet i samarbejde med Seges Fjerkræ.